Orø – Isefjordens hjerte

Orø er kærlighed og tid til hinanden. Orø er den friske luft, vandet og stilheden. Orø er kendetegnet ved et særdeles aktivt fællesskab, hvor interesser dyrkes sammen og opretholdes af den helt unikke ø-kultur.

Orø byder på mange oplevelser. Du kan vandre på trampestierne langs strand og mark, cykle en tur evt. på lejecykel, dyrke verdensklasse havørredfiskeri eller anden aktiv vandsport, besøge kulturhistoriske museer, nyde kunst, tage familien med i minizoo, eller nappe en dukkert ved øens strand. Orø er for alle, både fastboende, sommerhusejere og turister i alle aldre.

Aktiviteter

Om du er til kunst og kultur, underskøn natur, fred og ro eller en aktiv ferie – så finder du det hele på Orø.

Tag en vandretur på de 14 km. trampestier og oplev Orøs rige plante- og dyreliv på nært hold. På din vej kan du være heldig at støde på sæler, marsvin, ræve, harer, råvildt og et væld af fuglearter som trives på øen.

Du kan også gå på opdagelse efter den sjældne orkide, Mygblomsten, som gror på øen.

Er du mere til de tohjulede, så lej en cykel på OrøKontor eller ved Ø-butikken og oplev øens herligheder nemt og billigt.

Orøs kyster byder på indbydende aktiviteter, hvad enten du er til badning ved øens børnevenlige strand eller til fiskeri efter ål, fladfisk, hornfisk eller den eftertragtede havørred. Isefjorden er efter sigende et af landets bedste fiskevande efter netop denne fisk.

Du kan også udøve mange former for vandsport; f.eks. kajak, sejlsport eller kitesurfing.

Er du eventyrlysten, så gå på ”skattejagt” på øen med den nye populære aktivitet for børn og voksne, nemlig Geocatching. Med din smartphone ved hånden kan du finde frem til de mange ”skatte” som Orø gemmer på og nyde naturen på en sjov og udfordrende måde.

Transport

Orø har to færger, der sejler til/fra øen flere gange om dagen. Med under en times kørsel fra København kan man holde ved Østre Færge ved Hammer Bakker, hvorfra trækfærgen sejler hvert 20. minut og tager dig med til øen på kun seks minutter. Du kan også køre til Holbæk fra eksempelvis København på 45 minutter og tage Holbæk-Orø færgen, som giver dig en dejlig 30 minutters sejltur på Isefjorden. Med tog kan du køre til Holbæk Station og gå til Holbæk Havn på under ti minutter. Find sejltider, togtider og priser på oroe.dk. Her finder du også info om de populære Isefjords Cruises. Bemærk, at Østre Færge ikke modtager kreditkort.

Læs mere på www.oroe.dk.